En rytme så kraftig

Søvnløsheden ligger som et tykt vattæppe over min øjenlåg.

Jeg er så forbandet træt, men ude af stand til at sove når det

hele er så uafsluttet. Jeg hører kun tomhed og en tikken fra

mit vækkeur. Jeg nægter at kigge på klokken.

I sekundet hersker kun tavse skridt mod målet. Og mens vi
alle vandrer siges intet ord. Et stille bekendtskab og en lavt-
liggende forudsætning. En march.  En rytme så kraftig.
Kun inde i mit hoved. Kun inde bag mine egne øre. Jeg er
mit eget ensomme standpunkt og mørket har lagt sig selv til
rette for længst. Nu findes jeg kun uden tyngdekraft.
Jeg griber tonsvis af stjerner. Jeg har ikke tænkt mig at dele
ud af dem. Jeg har tænkt mig at I skal se jer misundelige på
min evne til at svæve. Jeg falder. Dykker. Lander.
Jeg hejser et flag og symboliserer at jeg nu stadig er virkelig.
Her er jeg det eneste menneske. Lys findes ikke. Gaden er tom. Næsten forladt. Jeg er lykkelig. Dér.