Med en skødesløs selvfølge siger du; At sommerfugle konstant eksploderer, og at vandhanen jo er nødt til at løbe længe, for at den sidste dråbe kan få bægeret til at flyde over. Du siger jeg tager sorgerne på forskud og glemmer at lægge dem bag mig når de så endelig kommer. Du sidder som en iltsugende parasit lige overfor mig. Jeg drømmer kun om at slå dit hoved ned i bordkanten så blodet flyder ind i dine øjne. Lige dér ville jeg prøve at få et glimt af dit indre. Over en fadøl ville jeg analysere din panik mens jeg holdte en pistol mod din pande. Jeg ville elske dig forevigt hvis du sagde du var ligeglad med at dø. Men du har travlt med at finde roden i min tomhed. Jeg har jo sagt til dig at du sidder lige ovenpå den. Det er for abstrakt, siger du.
Vi kunne lukke os inde i tusinde lydtætte rum. Jeg kunne bore en kniv gennem dit så højtelskede solar plexus, elske dit korpus og stilheden i din hjerne.
Det hele er så forbandet virkeligt igen, her er det kun plads til at være bange for at dø. Jeg maser mig ind på min del af sofarækken. Du beder mig være konkret i vores samtale, jeg har kun et svar; man skal ikke skyde bjørnen før man ved om skindet overhovedet er noget værd, og før man ved om man vil spise al dens indmad.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar