Han så, han sagde og han satte sig på sine ord, dengang halvt så betydningsfulde som nu. Egentlig huskede hverken hun eller han præcist i hvilken bøjning ordene blev brugt, bare at de blev brugt og at dét betød noget nu, mere end nogensinde før.
Derfor kunne ingen af dem sige det igen, eller noget der mindede om. Det hele virkede som en film, hvor man falder i søvn i slutningen. Ordene var på bunden af glasset, som de tømte tit for at fylde det igen. De kunne ikke se ordene for grumset i bunden, så de fyldte det for at rense det, for at tømme det.
De stilte glasset på bordet foran dem.
De kiggede bare på hinanden.
Så sov de.
Hvor er det dejligt at ramme sådan en blog som din; uden billeder; uden smarte ordsprog; uden andet end tanker og egne formuleringer.
SvarSletHar du en tilsvarende blog på tumblr så man kan følge dig 'automatisk' ?
/Alf
Tak skal du have, men jeg må desværre skuffe dig og sige, at dette er den eneste blog jeg pt. har.
Slet