Ja. Det er svært for mig at tage stilling til ting i hverdagen. Jeg er efterhånden altid forsinket, fordi jeg ikke kan beslutte mig for hvilken vej der er den hurtigste – Det betyder så, at jeg som regel ender med at gå frem og tilbage mellem to ruter, før jeg til sidst beslutter mig for at gå en tredje, og langt mere irrationel vej. Men det er også fuldstændig ligegyldigt.
Jeg er kommet frem til at det må være fordi at tomheden endelig har forladt mig.
I dens afsked rensede den mig så for alle mine absolutter og jeg står nu på en anden side end før, og ved ikke helt hvad det betyder, eller hvad jeg nu skal stille op med det.
Det er efterhånden blevet et komisk spørgsmål om hvor vidt jeg nu er gået i total flatline – endnu en grå nuance, hvis jeg altså skal være en kliché – men ikke engang det kan jeg forholde mig til længere.
Er det helt sort at ville have noget tilbage, jeg altid gerne har ville afskaffe?
Det virker måske totalt latterligt, men jeg kan bedre forholde mig til at stirre på grund af tomheden,
end at stirre ud fordi jeg leder efter den.
Det er på den måde måske en temmelig priviligeret krise, at skulle finde sig selv igen i en ret så tilforladelig hverdag, kun præget af forsinkede busser og en kop kaffe, der nåede at blive kold før jeg drak den. Men ikke desto mindre er krisen min, og min tomhed er en mangelvare. Hvis jeg nogensinde ser den igen, vil jeg tage den ind. Jeg vil lade den være i mig. Så kan det da endelig være, at jeg igen kan komme til tiden.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar