Du skal være som en valmue

stå som en valmue

indånde sommerens skrøbelige vind

Du skal stå som en valmue

Som valmuen der ikke kun er defineret af dens blomsterblade

men også af dens evne til at minde dig på, at den står bedst i jorden

Du skal være skrøbelig som valmuen

forsvinde eller koges ind i takt med den blideste berøring

Elskes som den

værdsættes som valmuen

Som valmuen der kun er her for en stund

som spreder sig over de jyske marker 

som ukrudt

uden evnen til 

at være i mere end et sekund

Du skal kræve den absolutte opmærksomhed

fordi du fortjener det

fordi du er den smukkeste ukrudtsplante der kan vokse i en motorvejsgrøft

Du er så flygtig at du kun kan betragtes hvor du er

Ikke sælges

Dit værd, dit liv – kan ikke medbringes

eller forlænges i en blomstervase

Du skal være som en valmue

Stå der hvor du står

Som en valmue

Brev til ingenting

Ja. Det er svært for mig at tage stilling til ting i hverdagen. Jeg er efterhånden altid forsinket, fordi jeg ikke kan beslutte mig for hvilken vej der er den hurtigste – Det betyder så, at jeg som regel ender med at gå frem og tilbage mellem to ruter, før jeg til sidst beslutter mig for at gå en tredje, og langt mere irrationel vej. Men det er også  fuldstændig ligegyldigt. 

Jeg er kommet frem til at det må være fordi at tomheden endelig har forladt mig. 

I dens afsked rensede den mig så for alle mine absolutter og jeg står nu på en anden side end før, og ved ikke helt hvad det betyder, eller hvad jeg nu skal stille op med det. 

Det er efterhånden blevet et komisk spørgsmål om hvor vidt jeg nu er gået i total flatline – endnu en grå nuance, hvis jeg altså skal være en kliché – men ikke engang det kan jeg forholde mig til længere. 

Er det helt sort at ville have noget tilbage, jeg altid gerne har ville afskaffe? 

Det virker måske totalt latterligt, men jeg kan bedre forholde mig til at stirre på grund af tomheden, 

end at stirre ud fordi jeg leder efter den. 

Det er på den måde måske en temmelig priviligeret krise, at skulle finde sig selv igen i en ret så tilforladelig hverdag, kun præget af forsinkede busser og en kop kaffe, der nåede at blive kold før jeg drak den.  Men ikke desto mindre er krisen min, og min tomhed er en mangelvare. Hvis jeg nogensinde ser den igen, vil jeg tage den ind. Jeg vil lade den være i mig. Så kan det da endelig være, at jeg igen kan komme til tiden. 

Fordi vi har diverse fællestræk, har mine hænder smeltet sig selv fast til et stykke nervøst velour.

Jeg tager mit hoved, mit eget hoved og slår det mod min mur af beton. Jeg er stædig så jeg fortsætter, til jeg har set dele af mine frontallapper ligge på gulvet. Jeg bruger dem jo ikke alligevel. Herefter vil jeg rense hele min hjerne med den dyreste vodka. Jeg fylder den til det flyder ned i mine øjne, og til de svier så meget at jeg næsten bliver blind. Jeg er ikke bange for at nedbryde mig selv på denne måde. Jeg vil bare gerne vise et halvt menneske, eller fragmenter af de dele jeg ikke bruger, eller ikke bruger fornuftigt nok. Derfor vil jeg også slutteligt tage mit stemmebånd ud gennem min mund. Når jeg alligevel ikke siger fra, hvad skal jeg så bruge det til? 

Glas

Jeg er gennemsigtig

som glas.

Ser du mig skinne,

når lyset rammer mig?

Ser du det enkelte glimt?

Det glimt hvori 

min eksistens bliver synlig?

Mangler du mig,

når du ikke længere kan se mig?

Vil du prøve at række ud

efter mig? Du

finder kun min glasmur.

Jeg er låst inde bag det.

Jeg er til offentligt skue.

Jeg er gennemsigtig

som gennemskuet glas.

Opvask (den efterhånden rådne tredje del)

Har du nogensinde tænkt over hvor meget du stoler på mig når vi vasker op? 

Har tanken nogensinde strejfet dig? At jeg kan tage den nyligt slebne køkkenkniv og bore den ind i siden på dig, dreje den og smile af din reaktion? Frygter du det når du ser mig tørre den sirligt af med et viskestykke? Er du nogensinde lettet når jeg stiller den tilbage i knivholderen? Du ser mig måske slet ikke som  en utilregnelig faktor, i så praktisk et øjeblik? 

Har du nogensinde overvejet at gøre det samme? 

Er det din fantasi? Bør vi snakke om alle de muligheder der egentlig ligger bag ved en opvask?

Bør vi bare få det overstået, så vi i morgen igen kan tænke hvad alle vores tallerkner, kopper, knive og gryder egentlig kan?

Udover at blive snavset.

Symbiotisk malerfejl

                                                                                                                Fanden er i form af sit 

                                                                                            eget selvmord, et eksploderet 

                                                                                         og aflangt penselstrøg 

                                                                       på mine vægge. Jeg kan blot

                                                             læne mig tilbage og nyde dets 

                                                    æstetiske kvalitet. Fra gulv til 

                                        loft kan jeg betragte dens død efter 

                             dens ankomst og afsked. 

Jeg kan ligge mig på gulvet og se det fra en anden vinkel, eller slukke lyset og se det under andre omstændigheder. Endda kan jeg male det over, eller rive det ned, pakke det ind og sende det videre. Eller lade det være og vente til jeg er murret fast til dets endelighed.

Ærlig konstruktion uden vejledning.

Det er min ensomhed jeg udskiller som sved, når jeg ligger rystende i min seng efter endnu en uduelig brandert.
Det er måden hvorpå jeg har rejst en betonmur omkring mig selv.
Det er disse fakta.
Jeg driver mig selv til vanvid i mit eget selskab.
Jeg gemmer mig indtil jeg kaster mig ud af mit vindue.
Jeg har opgivet rettigheden til min egen krop, jeg svæver frit i loftet.
Jeg er flydende nu.
Det er denne idé.
At jeg ikke længere kan samles, jeg skal bygges uden instruktion.
Jeg har ingen kundeservice at kontakte hvis en eller flere dele mangler.
Det er min ensomhed jeg sover ovenpå, og dynen er mit fængsel.

Opvask (den ufrivillige anden del)

Jeg ligger muggen i din håndvask, og du vil kun  vaske mig hvis det har en terapeutisk effekt. 

STÅ

Jeg har med udgangspunkt i mit mellemgulv
fuldstændig fortærret mine insides
Og mens jeg bare ligger her
siger jeg til mig selv
        Det skal bare overståes

Jeg holder min hånd mod den del af mit kraveben
jeg savner mest ved dig
Og jeg maser til jeg har brækket det
smerten
       Den skal bare overståes

Jeg udligner min tålmodighed
med ild
branden
       Den skal bare overståes

Jeg kigger op og forvandles til aske
Tiden
       Skal bare overståes

Jeg siger til mig selv
rejs dig!
JEG SIGER
DET HELE SKAL BARE
       FUCKING OVERSTÅES