Og i det splitsekund jeg spejler mig i min kaffe, ser jeg for første gang mit eget forvrængede sind stirre på mig med døgntrætte øjne. Det kalder 'koffein' og lever af lige netop dette. Det er et forvasket indre der er fanget, og jeg som den ydre instans er ikke inde i rytmen. Det er ikke mig der drikker af koppen. Det er en ufrivillig bevægelse, og jeg nyder det.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar