På min aftentur kigger jeg ind ad vinduerne. Jeg vandrer kilometer og lader kun mit blik falde på novemberoplyste vinduer. (Jeg leder efter dig og dine gerninger, men du har sikkert gemt dig rigtig godt, du ved jo at det er sådan noget jeg gør når jeg savner dig.) Jeg lader blot den ene fod sætte sig tankeløst foran den anden. (Og håber jeg alligevel ser dig, så jeg kan høre dine tanker.) I en stue sidder der et antageligt kærestepar med tændt fjernsyn. (Og min mave skærer sig op indefra) De sidder sikkert under et tæppe, i en sofa de købte i fællesskab. De sidder sikkert sammen fordi de ikke kan lade være. Fordi de sløvt, men sikkert er blevet hæftet dertil. (Fordi de ligesom dig også fandt en de aldrig ville forlade.) På min aftentur kigger jeg in ad vinduerne, og jeg fandt dig aldrig.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar