Afmagten skærer sig ud gennem mit bryst, jeg ignorerer den og stirrer kun på solopgangen, det er så tidligt at ingen endnu er stået op. Det er så tydeligt at naturen trives bedst her, og at stilheden er det jeg skal fødes af. Mens jeg står her, på toppen af en bakke, forstår jeg pludselig hvorfor vi alle er så forbandet deprimerede. Jeg ligger mig her, og nyder verden når den er bedst: Inden alle vågner.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar