Jeg har lagt mig i sengen og
sat ild til kanterne, nu
venter jeg kun på at du skaber en panik,
når ilden fanger det morgenhår du
altid har elsket så højt.
Jeg vil grine dig lige op i
dit måbende ansigt og
tage køkkenkniven (jeg
gemte under hovedpuden lige inden du
sagde at du altid ville være her)
og mase den langsomt ind i
siden af mig selv.
I din skabte panik ved du hverken
om du skal hente vand eller ligge
pres på mit sår. Jeg råber til dig
at det ligepræcis er tvivlen der
er skyld i situationen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar