Da jeg først blev født var jeg en parasit på siden af dit ribben. Mine arme voksede sig langsomt store, og snoede sig som slanger rundt om dit liv. Mine ben kom snigende ud af din navle. Jeg blev fodret af al din foragt, din frygt og din lykke. Før jeg havde en bevidsthed stod jeg som et selvstændigt objekt og hjalp dig med at pege fingre. Jeg var nu født for anden gang. Jeg var en bølge af lyd i din højtaler og trætheden i dine øjne når du så nyheder. Jeg var måske endda mere bevidst end dig. Jeg svævede ind og ud af din hjerne og gjorde dig bange. Du troede måske du var alvorligt syg.
En dag kunne jeg se mig selv i spejlet, og var nu født for tredje og sidste gang. Du gemte dig i din krog da jeg viste mit ansigt. Jo mere fysisk fremtrædende jeg blev, jo mere hadede jeg mig selv. Jeg var ikke elskværdig når jeg interagerede med dig.
Jeg stak af.
En dag savnede jeg dig så meget, at jeg listede mig ind under din dyne da du sov. Du gav mig navnet Clarice og knugede mig mod din varme krop, som havde jeg aldrig forladt dit ribben. Jeg indgik her et evigt samarbejde. Aldrig mere skal jeg fødes. Jeg er nu en konstant projektion af alle dine usagte fornemmelser.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar