Jeg har lyst til at brække hele min indre verden op, lige foran dine fødder. Så ved jeg du ville kunne forstå mig. Men det er jo heller ikke godt nok længere. Jeg er så forbandet fortabt i at være foran, og jeg troede at alting var fint, men ligeså snart jeg ser dig vende dit hoved efter en anden røv end min, falder hele mit verdensbillede fra hinanden.
Jeg står som et isoleret objekt.
Jeg hader dig for at have det så fucking fint, og mig selv endnu mere fordi jeg ikke bare kan lade det være. Jeg tror alt for meget og sover alt for lidt. Måske handler det ikke engang om kærlighed længere, men nærmere om en afhængighed af dit selskab. Men jo mere tid vi bruger sammen, jo mere lærer jeg at vi slet ikke er ens. Og undergrunden splintres.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar