Jeg bruger hver enkelt aften
på at stirre på solnedgangen
der rykker sig fem
centimeter om dagen.
På den måde forener jeg
mig selv med en rutine uden
at forlade min lejlighed. Og
uden øjne.
Fanget af lavtsvævende skyer,
fortvivler jeg ikke den indre hvislen.
Jeg ved den kommer fra brandsåret
der går helt ind i min mavesæk.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar