Mens jeg sidder her, på endnu en fortovscafe, og bare gerne vil drikke min kaffe, sidder Clarice fem meter væk. Hun kigger på mig som havde hun noget vigtigt at sige, men så må hun jo komme her hen og sige det tænker jeg. Og hun tænker sikkert at jeg må rykke mig. hvis jeg gerne vil vide det. Vi kan aldrig helt forenes på tankernes plan. Clarice rejser sig og løfter sine fødder i min retning. Jeg kigger ned i jorden og håber hun på den måde forstår at jeg ikke ønsker hun skal genkende mig. Jeg ønsker heller ikke at snakke og lave den obligatoriske nå-hvordan-går-det-så-med-dig-og-har-din-mor-det-godt runde. Men det lader ikke til at Clarice ænser min indre kujon, hun sætter sig blot på stolen lige foran mig. Og vi sidder som to fremmede, akavede i vores tilværelse sammen. Indtil hun kigger på mig i sin egen seriøsitet, den slags der giver dig rynker i panden. Hun stirrer og siger så til mig;
Ved du godt at det også er iscenesat at være anonym?
Ved du godt at det også er iscenesat at være anonym?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar