Og ugen føles ikke som en hel måned fordi jeg savner det der har været, eller fordi det ikke går hurtigt nok. Tiden er åbenbart så flydende at den kan trækkes i lange strøg. Og tydeligvis så individuel at den kan synes som et splitsekund, og føles som eksisterende for flere hundrede år siden, alt imens den står ganske lydløst. Mens vi alle havde skide travlt med at tilpasse os, havde tiden det skide sjovt med at dominere. Som den velkendte klassiker går tiden altid hurtigt i godt selskab, men kunne man i stedet gå lidt langsommere og få så meget mere? Tiden er altafgørende og jeg er tre måneder for sent på den, jeg går åbenlyst baglæns.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar