Når nu vi intet siger sammen;
Er vi i et minimalistisk samvær.
Et moderne køkken med streamline håndvask.
Ensfarvet nips i begrænset omfang.
Så få neurotransmitorer.
Så meget ubeskriveligt.
Når nu vi fælles er udestående
Er vi så i samme hav eller hver vores båd?
En antik sofa fra et dødsbo eller sjælløs lack fra IKEA?
Gælder loven om friktion også for alle os andre? Og i så fald, hvornår er det nok til vi stopper? Standser vi som en samlet masse, eller skal man sætte et eksempel?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar