Og sneen falder fuldstændigt, og med den suges al lyden op, eller væk. Nu kan vi gå foruden et øre, og bare eksistere her ved siden af hinanden, på en ikke helt almindelig søndag. Sneen tyranniserer det normative aspekt vi før havde sammen, du forstår ikke helt at jeg trods det, stadig gerne vil være der. Det er jo også klart når ingen af os lytter. Ingen bør stå for sig selv og observere så smukt et snefald, men du har selv valgt det. Jeg er magtesløs, jeg har ligeså lidt indflydelse på dig som jeg har på vejret. Jeg giver slip og du går ud af alle mine horisonter, nu er du ikke engang en skikkelse.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar